”GODT HÅNDVÆRK OG IMPONERENDE SERVICE OG PROJEKTSTYRING”

”Karlskov Byg har netop lagt sidste hånd på en tilbygning på 54 m2 til vores træhus, og det har under hele forløbet været en yderst positiv oplevelse for os. Det er første gang, vi står overfor et projekt af denne art, og vi havde ærligt talt frygtet at støde på nogle ubehagelige overraskelser undervejs, men Karlskov Byg har lige fra start taget hånd om opgaven med stort engagement og professionalisme.


Vi havde egentlig mange idéer og mulige løsninger klar, da vi første gang mødtes med Caspar fra Karlskov Byg, men han imponerede os meget med sine ideer og forslag. Caspar så nogle muligheder i projektet, som vi slet ikke selv havde overvejet, og det betyder, at vi i dag står med en helt optimal planløsning og en endnu bedre udnyttelse af de nye kvadratmetre, end vi havde turdet håbe på.


Karlskov Byg fik totalentreprisen på projektet, og det har vi på ingen måde fortrudt. Vi har gennem hele forløbet oplevet en yderst respektfuld og lydhør tilgang til opgaven, og Caspar har i høj grad været proaktiv og løsningsorienteret. Da vejrudsigten tidligt i forløbet forudsagde, at der var en storm på vej, blev der således kaldt ekstra mandskab ind for at få lukket huset, inden stormen satte ind. Vi har oplevet en rigtig god styring af projektet, og informationsniveauet har været helt i top. Vi har hele tiden vidst, hvad status var, og vi har følt os helt trygge gennem hele forløbet.


Det har betydet meget for os, at der blandt alle ansatte har hersket stor respekt for det faktum, at vi som familie har skullet bo i huset, mens arbejdet stod på. Der blev altid ryddet op, og huset blev hver dag efterladt pænt og ryddeligt. Det kan måske virke som en lille ting, men det har haft rigtig stor værdi for os.


Vi står tilbage med et super flot resultat, som helt bestemt lever op til vores forventninger. Alle detaljer bærer præg af godt håndværk, og takket være Caspars omhyggelige tilgang til projektet  er vi sluppet for overraskelser undervejs. Alle scenarier blev italesat allerede tidligt i forløbet, så vores forventninger kunne afstemmes med både budget og tidsplan. Det betyder også, at tidsplanen blev overholdt, og at prisen endte på et absolut fair niveau.


Karlskov Byg har leveret et fremragende produkt, og alt er bare ordentligt og flot lavet. Vi har på intet tidspunkt følt den mindste grund til bekymring, og vi giver hermed Caspar og hans dygtige medarbejdere vores allervarmeste anbefalinger.”

Claus og Anne Line Ottesen, Jelling